| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Jeg stod op ved 6-tiden. Det var skyfrit og solen dukkede op bag hotellet, mens jeg fik opdateret dagbogen.
Busafgang kl. 8:30 og vi kørte direkte vestpå ud til kysten, hvor chaufføren kendte en lille lokal vej, der kun kunne køres i små busser. Det var næsten et hjulspor men en fantastisk tur helt ude ved Atlanterhavet. Vi gjorde et stop i nomandsland helt ude ved kysten. Claus ville vise os en speciel klippe i havet helt inde ved kysten. Crohy Sea Arch er en naturlig klippebue ude i vandet. Det var et smukt sceneri og her kunne man snildt sidde og tænke lidt over livet.
Efter en kort køretur var vi ved Maghery Bay, hvor der var mulighed for at bade i Atlanterhavet. Det var der vist 2-3, der benyttede sig af. Andre søgte mod en kop kaffe og en større flok gik en god kilometer op langs kysten i let regnvejr, for at se Famine Walls - nogle mure, der blev bygget af fattige mennesker under kartoffelpesten. Man ville ikke bare brødføde disse mennesker, så de blev sat til at bygge totalt ligegyldige mure af kampsten. Mange af dem står faktisk endnu. Claus havde tidligere fortalt, at lønnen for arbejdet var en suppe, som nogen havde regnet på, lige kunne holde folk i live en dag mere. En lidt brutal verden efter vores målestok.
Vi kørte forbi chaufføren BJ’s hjem, men han var ikke interesseret i at vise det frem for os, så vi fortsatte forbi det høje bjerg mount Errigal. Det var dog omkranset af skyer og vi kunne slet ikke se toppen af det imponerende bjerg. Kort efter var vi i Glenveagh National Park, hvor vi startede med at få lidt frokost. Brød og sodavand. Det gør de meget i her i Irland. Har de lært det af englænderne?
Så gik der en shuttlebus til Glenveagh Castle, der viste sig at være en jagthytte, bygget af en engelsk landlord i 1800-tallet. Også her gemte der sig flere grusomme historier om over 200 irske folk, der blev smidt ud af deres boliger, fordi de ikke havde råd til at betale husleje. Midt om vinteren og i snevejr. Uha verden er fyldt med grumme skæbner.
Borgen var ikke særlig stor og rundturen var hurtig overstået.
Så foreslog Claus, at vi gik op til et viewpoint bag borgen. Det var ikke særlig langt, proklamerede han. Flere mente, at han endnu engang tog fejl. Alle var vist lidt maste, da vi nåede toppen. Jeg kunne passende synge “nu har vi nået toppen mor”, for mutti ringede, mens jeg stod deroppe, for at ønske sønnike teløk med fødselsdagen.
Efter en stejl nedstigning, var der tid til at kigge den flot anlagte have efter i sømmene. De fleste valgte vist en kop kaffe og et stykke kage, der fluks udløste nogle små fugles jagt på mad. De hang bogstavelig talt i luften over os, for at få noget at spise. Så blev det alligevel lidt hektisk at spise. Kaffen lod de dog være.
Da vi skulle tilbage til indgangen, var der ikke plads til alle i shuttlebussen. Vi var 5-6 stykker, der blev efterladt på pladsen med udsigt til, at der først kørte en bus om ca. 20 minutter.
Claus havde som sædvanlig godt styr på afstande og tider, så vi blev enige om, at de 2 kilometer kunne vi nå på fødderne, før næste bus dukkede op. Så vi satte af i rask trav. Hvad vi ikke vidste var, at der var blevet hidkaldt en ekstra shuttlebus til de sidste. Og vi vidste heller ikke, at turen var 4 km.
De andre sad i bussen og ventede, da vi kom tilbage. De havde åbenbart fået den fikse ide, at de ville synge fødselsdagssang for mig. Det var selvfølgelig pænt gjort, men jeg behøvede slet ikke den opmærksomhed.
I løbet af en halv time, var vi tilbage i Letterkenny, hvor vi blev sat af ved katedralen. Den gik de fleste ind, for at se. Det var en pæn stor katedral med meget højt til loftet. Alligevel virkede den meget mørk og dyster.
Vi gik ned til det sted, hvor Marie og jeg havde tænkt os, at spise til aften: The Brewery Pub. Vi havde spurgt turens 2 enlige gæster Peter og Gunner, om de ville med. Derudover tilsluttede Birgitte og Peter fra Fredericia sig også, så vi endte med at være 6 personer, der skulle spise der. No problem!
Marie og jeg rundede lige The Cottage Bar tæt på hotellet. Claus havde sagt, at denne pub var speciel, fordi der var masser af kopper o.l. hængende i loftet. Det var en rigtig hyggelig pub og bartenderen var meget nysgerrig efter, hvad vi var for nogen. De øvrige gæster havde travlt med at se hestevæddeløb. Vi satte os i et tilstødende lokale, hvor skærmene ikke larmede helt så meget. Det er åbenbart mere normen end undtagelsen med tv-skærme på pubberne.
Lokalet blev fyldt med unge mennesker, mens vi sad og nød vores øl og den varme pejs.
Tilbage til hotellet og et bad, før vi var klar til at gå ud og spise.
The Brewery Pub så ikke umiddelbart ud til at have noget bryggeri. Vi spurgte heller ikke… Til gengæld havde de den gode porter fra Kinnegar bryggeriet. Den var der god afsætning for i vores selskab.
Maden smagte uovertruffen. Menukortet var mangfoldigt og deres fish & chips portioner var store. Jeg havde nu valgt en steak i dagens anledning og den var super fin stegt. Fritterne var gode og sovsen lige så. Ingen grund til klage.
Efter maden gik vi på McGinleys Bar til en øl og en lokal whiskey. Jeg faldt i snak med en ung irer, der sad med sin far i venteposition til en søster, der fejrede sidste skoledag på en anden pub. Den unge irer havde planer om at færdiggøre sin uddannelse i København. Søde mennesker!
Vi flyttede plads, da der var optræk til live musik længere inde i lokalet. Her sad en stor flok fra vores selskab og Joe og Claus dukkede også op. Det var en ung pige, der spillede overvejende amerikansk folkemusik. Hun var dygtig men jeg sad nu alligevel og manglede lidt af den irske islæt.
I baren rendte jeg igen på den unge irer. Jeg forlangte at få lov til at betale for hans cider og han insisterede på at betale tilbage senere. Det ville jeg ikke høre tale om, men han snød mig, for pludselig kom han med en Guinness til mig. Flinke fyr!
Ved 23-tiden var vi ved at være grydeklar og det meste af vores selskab forlod pubben og gik tilbage til hotellet.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |